Skip til primært indhold

Forælder med smerte er ikke smerteforælder

Det er en lang og til tider svær proces, når livet tager en uventet drejning, og man skal indstille sig på, at smerter er blevet en livsledsager. Som forælder skal du ikke kun forholde dig til dig selv, men også til de begrænsninger og udfordringer der kommer i rollen som forælder med smerter.

Skrevet af: Pædagog Charlotte Glering og socialrådgiver Kirsten Edlefsen

Forældrerollen, der i sig selv kan være svær og bringe mange tanker og følelser i spil, kan blive ekstra udfordret, når smerterne kommer på tværs. Vi hører, at mange får tanker som ”Er jeg en god nok mor eller far?”, ”Kan jeg give mine børn det liv de fortjener”. Det er også helt naturligt, at du indimellem føler dig magtesløs, frustreret og trist.

Det er vigtigt at huske sig selv på, at man ikke ER sine smerter, og at man stadig også er den, man var før, nu med den ekstra byrde at have fået kroniske smerter.

Det kan være hjælpsomt at se på rollen som forælder, først og fremmest som mor eller far, en mor eller far med smerter, og ikke som hende eller ham smerteforælderen. Din grundlæggende forældreevne og din kærlighed til dine børn er den samme – med eller uden smerter.


Tag smerterne med i rollen som forælder

Når du taler med dine børn om noget, der har med smerterne at gøre, så prøv at parkere din egen usikkerhed eller følelse af utilstrækkelighed. Det er noget, der nemt dukker op, når du skal tale med de små mennesker, du vil gøre allermest for. Det bedste udgangspunkt for at snakke med børn er det fundament, at du, på trods af alle udfordringerne, nok skal få tingene til at fungere.

På den måde lærer du dine børn noget om, at man godt kan tackle et liv med modgang, og at man kan have et godt liv, selvom det ikke er perfekt.

Vi oplever, at en del forældre med smerter kommer til at tage for store hensyn til deres børn, og at de ikke tør stille krav til dem i samme grad som forældre uden smerter. Det kan ske i bekymring for, om børnene skal hjælpe til pga. af den voksnes smerter, eller fordi det er naturligt og vigtigt, at man lærer at hjælpe til i fællesskabet. Det kan være hjælpsomt at få afklaret, hvad der er din opgave, og hvad du kan bede dine børn om afhængig af deres alder, gerne med din partner eller tætteste familie. Læs mere i artiklen "Hvem klarer hvad?".

  Det ved smerteeksperterne

Dem vi elsker, ønsker vi at beskytte. Derfor undlader mange med kroniske smerter at tale med deres nærmeste om deres smerter. Dette ”kærlighedens skjold” dækker over, at vi ikke vil gøre den anden ked af det ved at tale om ubehagelige emner. Det kan også dække over en bekymring for selv at blive ked af det, når svære emner berøres.

Selvom kærlighedens skjold bliver brugt i et ønske om at beskytte sine nærmeste og sig selv, kan det have uhensigtsmæssige konsekvenser.  Kommunikationen bliver nemlig mere kompliceret af, at følelser og tanker bliver holdt hemmelige. Man risikerer, at hele familien bruger energi på ikke at omtale de svære emner og på at gå på listefødder. Det betyder, at kærlighedens skjold kommer til at give en følelse af ensomhed på trods af, at man er sammen fysisk.

?¿ Spørgsmål og svar

Det er et kæmpe tab, når man fysisk ikke længere, kan det samme med ens krop. Det er vigtigt, at du får talt med din søn om, hvordan du har det. Det kan du få inspiration til "https://smerteinfo.dk/tema/boerneunivers. Men ellers er det vigtigste i forhold til relationen til din søn, at I laver noget sammen! Om det er fysiske aktiviteter eller mere stille aktiviteter, er ikke så vigtigt. Det er nærværet og den gode stemning, der betyder allermest. Vi hører fra andre, at de har byttet fodboldkampen ud med et spil Fifa på spillekonsollen, eller at de inviterer venner over for at se en fodboldkamp på tv.

Det er store følelser, der er i spil, når vi er forældre. Og vi vil dem kun det bedste. Vi ser heldigvis sjældent, at børn der vokser op med en forælder med smerter tager skade af det. For dem er det normalt. Og barnet lærer, hvordan modgang i livet kan takles.

APPFWU02V