Skip til primært indhold

Hukommelsen forstyrres af kroniske smerter

Dårlig hukommelse og påvirket koncentration, er en hyppig følgesvend til kroniske smerter. Det bekymrer og udfordrer mange i hverdagen.

Skrevet af: Læge Laila Bendix

Vi hører ofte, at mennesker med kroniske smerter har svært ved at overskue og planlægge en opgave. Andre opgiver at læse bøger eller se film, fordi de ikke kan holde tråden i handlingen. Måske har du også oplevet at glemme ord eller aftaler.

Det er naturligt at blive bekymret over den svigtende hukommelse, måske har du endda frygtet, om du er ved at blive dement. Men vi ved at dårlig hukommelse og påvirket koncentration er en hyppig følgesvend til kroniske smerter uden at der behøver være tale om demens. 

Forstå hvorfor

Kroniske smerter kalder på din opmærksomhed – det er smertens funktion. Det kan have den konsekvens, at din koncentration og hukommelse bliver forstyrret. 

Vi har lavet en lille video, hvor vi forklarer, hvordan smerter forstyrrer din hukommelse.

Strategier til at håndtere din forstyrrede hukommelse

Selvom man sjældent helt kan fjerne problemet, kan en del afhjælpes ved at forstå sammenhængen og ved at have gode strategier. Måske kan du hente inspiration i listen nedenfor.

Meld ud
Mange er flove over den dårlige koncentration og hukommelse og bruger derfor en masse energi på at dække over det. Det forstyrrer blot hjernen endnu mere.
Det kan være nødvendigt og en god hjælp at fortælle dine nærmeste om dine problemer med koncentration og hukommelse. Tal om, hvad det betyder for jeres relation, og hvordan de bedst kan hjælpe dig.

Skriv ned
Hvis du går og bekymrer dig, om alt det du skal huske, risikerer du at blive mere udfordret. Brug en ”ekstern harddisk” i stedet i form af papir og blyant eller elektroniske hjælpemidler.

  • Skrive aftaler ned, så snart du laver dem
  • Væn dig til at bruge kalender, påmindelsesfunktioner og kamera på din telefon
  • Brug en fælles familiekalender
  • Skal du til en vigtig samtale, fx hos lægen, kan du tage én med, som kan hjælpe dig med at lytte og huske
     

Giv dig selv tid
Det kan være svært at tage mod flere beskeder eller have flere bolde i luften på en gang. Stress øger også dine udfordringer med koncentrationen.

  • Tag én opgave ad gangen. Også på arbejde
  • Skriv lister over dine opgaver
  • Forbered dig på møder ved at skrive spørgsmål ned forinden
  • Lær dig selv en metode til at stresse af – det kunne være afspænding eller mindfulness, men mange har også gavn af noget så simpelt som en gåtur i naturen
     

Udeluk demens
Det er helt naturligt at overveje, om du er ved at blive dement. Det hører vi fra rigtig mange. Her kan du læse de ”ti tegn på demens”. Hvis du genkender flere af disse ”ti tegn på demens”, eller bekymrer dig meget, om du kunne være ved at blive dement, bør du opsøge din egen læge.

  Det ved smerteeksperterne

En af hjernens vigtigste opgaver er at holde øje med, om vi er i sikkerhed eller i fare. Akutte smerter er et advarselssignal om, at der kan ske skade på vores krop og er designet til at kræve hjernens opmærksomhed. Ved kroniske smerter er der som regel ingen fare på færde, men smerterne tiltrækker sig stadig masser af opmærksomhed. Kroniske smerter bliver til en konstant ”støj”, som hjernen bruger en stor del af sin kapacitet på. Det går derfor ofte ud over andre af hjernens kognitive funktioner – særligt korttidshukommelsen, da den har en ret begrænset kapacitet.

Det diskuteres fortsat, om hjernen tager varigt skade af den stress, som smerter kan siges at være. Der er vist forandringer i hjernen hos mennesker med kroniske smerter, men hvad de betyder, og om de kun eksisterer så længe, der fortsat er smerter, ved vi ikke.

Vi ved heller ikke, hvilken behandling der er den optimale. Meget tyder på, at det der hjælper bedst, er kompenserende strategier, som beskrevet ovenfor, og stress reduktion. Formentlig hjælper det ikke at lave hjernetræning.

?¿ Spørgsmål og svar

Problemer med hukommelsen skyldes oftere smerterne i sig selv end medicinen. Hvis smerterne bedres af medicinen, kan hukommelsen nogle gange blive lidt bedre. På den anden side oplever nogle at være i en osteklokke af deres medicin. Overvej – gerne i samarbejde med din læge – fordele og ulemper ved din medicin.

Tillad dig selv at bruge god tid. Hvis du bliver stresset, vil hukommelsen blive endnu mere udfordret. Du kan hjælpe dig selv ved at planlægge og sørge for at give dig selv så god tid som muligt.

  Andre deler deres erfaringer

 

”Hjemme hos os har vi en fælles kalender. Den hænger i køkkenet, hvor alle kan se den. Skal børnene hentes fra sport, skriver de det på der. Så skal jeg kun huske at kigge et sted.
Jeg er også blevet rigtig glad for kameraet på min telefon. Med det kan jeg dokumentere og lave huskelister.”

 

”Jeg bruger både kalender og alarmer i min telefon. Det gælder alt fra, hvornår jeg skal tage medicin, og hvad der skal handles ind, til hvornår jeg skal spille bridge og til middag hos venner. Så skal jeg ikke bekymre mig om at huske det. Nogle gange kan jeg nu godt blive i tvivl, om jeg har hørt alarmen alligevel. Så jeg prøver at huske at tage min medicin, så snart alarmen har ringet!”

APPFWU02V