Skip til primært indhold

Vil du ud af din morfinbehandling?

Morfinstoffer mister deres virkning efter nogle måneders brug. En nedtrapning i morfin kan ofte bedre din hverdag.

Skrevet af: Læge Gitte Handberg

Læger i Danmark bruger ofte morfin til behandling af kroniske smerter, og meget tyder på, at der bliver brugt for meget. Selv om morfin i starten virker godt på smerterne, holder den gode virkning sig ikke. Det er ærgerligt, hvis du tager medicin, der ikke virker tilstrækkeligt, og som oven i købet har bivirkninger.

Du har måske selv gjort dig tanker om, hvorvidt du skal fortsætte med morfinstoffer eller ej. Det har din praktiserende læge måske også, og det er en god ide at gøre fælles sag om dette emne.

Hvis din hverdag er så fyldt med smerter, at du dårligt kan få dit liv til at fungere, og din nattesøvn er afbrudt, kan det være næsten uoverkommeligt at tænke på at skulle reducere i morfin. Du tænker måske, at du efter en nedtrapning eller udtrapning af din morfinbehandling får endnu sværere ved at kunne klare din hverdag. Det er ikke det, vi oplever, tværtimod.

Når man igen kan huske og koncentrere sig, og den negative påvirkning som morfin har på humøret forsvinder, frisættes der mange kræfter og megen energi. Hverdagen bliver nemmere. Og mange oplever endda at det sker uden de får flere smerter.

Bliv klar til at trappe ned i morfin

Det er vores erfaring, at de fleste mennesker med kroniske smerter kan trappe ned eller helt ud af morfinbehandling med den rigtige viden, forberedelse og støtte.

Virker din medicin, som den skal?
Kan du huske, hvordan dine smerter var, da du begyndte at tage morfin? Er smerterne lindret betydeligt i forhold til den gang?
Du kan også spørge en af dine nærmeste, om der er noget, de fornemmer ved dig, der kunne være medicinbivirkninger.

Forbered dig på forløbet
I nogle dage efter at du har trappet ned i morfin, kan du opleve flere smerter. Både flere smerter af den type du kender, og dertil en ny ømhed i musklerne i det meste af kroppen. Det er kroppens reaktion på, at den ikke får det morfin, den plejer at få, dét vi kalder abstinenser. Det er ubehageligt, men ikke farligt og det går over igen efter nogle dage.

Det er en god ide at have talt med familien om, at der kan blive en periode med lidt mindre overskud. For nogen er det også hjælpsomt at have en aftale med et andet menneske om, at du kan ringe eller komme forbi for at blive støttet og kunne tale om ubehaget. Så er du ikke alene om det. Din egen læge kan ofte hjælpe her.

Det er vigtigt, at du finder det rigtige tidspunkt for ændringerne. Prøv at styre uden om perioder, hvor du skal på ferie, have gæster, fejre jul eller har andre aktiviteter der kræver din opmærksomhed. Der kan nemlig komme dage med ubehag, hvor du mest har lyst til bare at være dig selv.

 

Videooptagelse fra 2021.

Hør om erfaringer fra både behandlere og Nina der selv har prøvet at trappe ud.

Du kan downloade skemaet med ophørssymptomer her

 

Alternativer til morfin?
Måske tænker du som så mange andre før dig: Det er fint med mig at trappe ned i morfin, men hvad skal jeg have i stedet for? Hvis den medicin du tager faktisk ikke virker særligt godt, kan du trappe ned i morfinen uden, at du ender med flere smerter, end dem du har nu. Og uden at du behøver anden smertemedicin.

Går det ikke uden anden medicin, kan du spørge din læge, om du kan prøve andre typer af smertestillende medicin til kroniske smerter, eller om du kan blive henvist til et smertecenter.

  Det ved smerteeksperterne

Mennesker med akutte smerter, fx smerter efter at have brækket et ben eller efter operation, kan næsten blive smertefri på morfin. Der kan være bivirkninger ved en så stærk behandling, men det er oftest til at holde ud, fordi det drejer sig om en kort periode.

Mennesker med kroniske smerter opnår sjældent den samme gode virkning. Jo længere tid man tager morfin, jo svagere er virkningen, og smerterne tager igen til. Det kan godt være en løsning at øge en gang eller to, men hvis dosis igen og igen skal øges, ender man med en høj mængde morfin og mange bivirkninger. Selv om virkningen af morfinen aftager, fortsætter bivirkningerne uændret.

Balancen forskubbes, så bivirkningerne dominerer over effekten.

Vi ved, at mennesker i morfinbehandling gennem mange år har bivirkninger, de ikke altid selv er opmærksomme på. Det er f.eks. sløvhed, dårlig hukommelse og forstoppelse. Selv med en meget lille reduktion i morfindosis kan mange fornemme en lindring i deres bivirkninger. De bliver friskere i hovedet, kan huske og koncentrere sig bedre og måske letter forstoppelsen lidt. Mange mennesker fortæller os, at de kan begynde at kende sig selv igen, og de pårørende kan tydeligt mærke et større nærvær.

?¿ Spørgsmål og svar

Vi anbefaler, at du nedtrapper i samarbejde med din læge. Han eller hun vil kunne hjælpe dig med en realistisk plan og støtte dig, hvis det i perioder bliver svært.

Det vil være et godt udgangspunkt, at du og din læge aftaler, at målet er at trappe ned i mængden af morfinstoffer, ikke nødvendigvis at skulle trappe helt ud. Så kan I se, hvad der er behov for hen ad vejen.

Nej, det er ikke en effektiv løsning. Særligt depot morfin skal tages fast. Hvis du vil forsøge at opnå den oprindelige effekt af morfin, er du nødt til at holde pause i flere måneder, før kroppen ”har glemt” den tidligere behandling. Og alligevel kan du ikke være sikker på den samme virkning som i første omgang.

Hvis morfinen ikke længere virker, får du ikke flere smerter ved at nedtrappe behandlingen. Du skal dog være forberedt på, at når du begynder at reducere i dosis, kan kroppen reagere med øgede smerter - det kalder vi abstinenser. Det er gener, der tager af efter få dage, måske 1 uges tid. Herefter vil du være tilbage på dit hidtidige smerteniveau. Du skal ikke være bange for at ende i et smertehelvede. Hvis smerterne mod forventning stiger i takt med, at du trapper ned, kan morfinbehandlingen blot øges, eller du kan vende tilbage til den oprindelige dosis. Og du kan så prøve nedtrapning igen om 6 eller 12 måneder.

Nej, man bliver almindeligvis ikke narkoman af at få sine smerter behandlet med morfin. Men morfinpræparater er vanedannende. Det betyder, at du skal have mere og mere morfin for at beholde den samme effekt, og at det kan give ubehag at reducere i dosis.

APPFWU02V